Medlemskab

Kildehuset - Fountain House er et uvisiteret tilbud til dig over 18 år, som har eller har haft en psykisk sygdom.

Hvis du er nysgerrig på, om Kildehuset er noget for dig, ringer du på 99 31 60 00, så finder vi et tidspunkt for en rundvisning og snak. Hvis du vil starte, bestemmer du selv, hvor længe og med hvad, du vil arbejde. Vi arbejder oftest side by side og lærer af hinanden.

Efter en lille intro-periode beslutter du, om du vil være medlem. Medlemskab er gratis og uden tidsbegrænsning, og som medlem har du altid et sted at høre til og vende tilbage til, uanset hvad livet byder dig.

Vi ved, at ethvert menneske har kompetencer såvel som ressourcer, og at alle kan bidrage ind i fællesskabet. For nogle bliver dette fællesskab som en ekstra familie.

Kontakt os

Medlemshistorier

Mit navn er Tommy Ettrup Jørgensen. Jeg er 42 år. Jeg bor i Nørresundby i et rækkehus med have til. Jeg er opvokset sammen med min far og lillebror. Min mor og far gik fra hinanden, da jeg var 4 år. I 1991 blev jeg storebror igen til den sødeste lillesøster, som i dag bor i Norge sammen med sin kæreste og deres tvillinger. Min mor har også boet i Norge sammen med min stedfar, som er nordmand, men hun blev skilt fra ham i 2015 og flyttede til Nørresundby, hvor hun nu bor sammen med sin nye mand.

Min interesse er musik - jeg hører meget musik, når jeg er derhjemme. Jeg går også meget op i madlavning.

Jeg blev syg som 23-årig. Jeg røg ind og ud af psykiatrisk sygehus, inden din fandt min diagnose (som er skizofreni) i 2010.

I 2003 mistede jeg min far. Han valgte at tage sit liv. Det var derefter, at jeg blev rigtig syg for første gang. Min familie kunne ikke helt forstå mig.På det tidspunkt havde jeg ikke rigtig nogen rutiner eller struktur i min dagligdag - der var rigtig meget kaos i min liv.

Da min far levede, var han selv medlem i Kildehuset, så jeg kom her sammen med ham som barn. Efter at jeg selv havde vært indlagt og blev udskrevet, fik jeg en udskrivnings-mentor, som fortalt mig om Kildehuset. Vi var på besøg og jeg er kommet her siden 2017, hvor jeg også blev medlem.

Jeg har fået meget selvtillid ved at komme i Kildehuset. Jeg har arbejdet meget i køkkenet, hvor jeg har fået mange opgaver, som jeg skulle løse så godt, som jeg nu har kunnet og har haft overskud til psykisk. Det, der er vigtigst for mig, er at få struktur på min hverdag og komme ud mellem andre. Og, det er fantastisk for mig, at jeg ved, at jeg aldrig bliver glemt, fx i perioder, hvor jeg har været indlagt. Jeg har fået besøg på sygehuset, holder selv kontakt med huset og er altid blevet mødt med varme, når jeg er kommet tilbage. Jeg trives i den gode og omsorgsfulde stemning, der er en del af Kildehusets DNA.

Efter jeg er blevet medlem af Kildehuset, har min familie og venner støttet mig rigtig meget - de har vært en stor støtte for mig.

Mine drømme er, at jeg får mere selvtillid og selvværd og, at jeg får endnu mere struktur i min hverdag, mens jeg kommer i Kildehuset.

Alt det her skrev jeg for et halvt år siden. Siden da, er der sket det, at jeg har afprøve mig selv i et OA job inde på Musikkens Hus i deres personalekantine. Det var jeg glad for, og når jeg havde været på arbejde, havde jeg det rigtig godt med mig selv. Kildehuset lærte mig op i jobbet og støttede mig, når jeg havde brug for det. Nu er jeg igen tilbage i klubhuset og arbejder sammen med de andre i køkkenet 3 dage om ugen.

Tommy Ettrup Jørgensen

Før jeg blev syg, arbejdede jeg på fjerkræslagteriet i Skovsgård ved Fjerritslev. Jeg havde kontakt med min familie og venner. Jeg syntes, jeg havde et godt liv. Jeg klarede mig selv.

Efter 10 år på slagteriet sagde jeg mit job op for at flytte til Aalborg og være tættere på min trillingesøstre. Jeg kunne ikke undvære dem.

Men, det var en stor og fremmed by, og jeg havde jo ikke noget arbejde. Så kom angsten. Pludselig kunne jeg ikke være sammen med andre. Jeg skubbede familie og venner væk, havde selvmordstanker og blev indlagt på psykiatrisk sygehus. Der var jeg i 2-3 måneder. I denne periode havde jeg ikke kontakt med nogen, og jeg følte mig helt alene. Først da jeg blev udskrevet, fik jeg en udskrivningsmentor.

Min mentor fortalte mig om Kildehuset. Spurgte om jeg ville besøge det her klubhus, hvor man frivilligt kunne arbejde og være sammen med andre. Og det ville jeg gerne.

Nu har jeg været medlem i Kildehuset i 6 år. I løbet af den tid har jeg udviklet fra at være usikker og nervøs i sociale sammenhænge til nu at have selvtillid og selvværd. Jeg er nu den, der tager imod nye medlemmer. Jeg ser også min familie igen og har fået venner i klubhuset. Jeg har haft OA-arbejde i Musikkens Hus. Jeg har styr på mit liv. Jeg har alt at takke Kildehuset for.

Mit håb for fremtiden er, at jeg kan fortsætte med at have det så godt, som jeg har nu.

Dorthe P.

Før jeg oplevede at være langvarigt syg, havde jeg et helt almindeligt liv med 37 timers arbejdsuge indenfor forskellige brancher. Jeg levede i et fast forhold med min forlovede i Odense.

Jeg havde på det tidspunkt oplevet flere små depressioner, men jeg kunne mærke, at denne gang var det anderledes. Jeg kunne sove hele dagen og alligevel var energien helt væk. Det var min kæreste, der især lagde mærke til at jeg sov meget, var energiforladt, negativ og ”pylret”. Jeg havde pludseligt nemt til tårer, og havde ikke lyst til at skulle på arbejde. Jeg havde en oplevelse af at mine kollegaer kiggede mærkeligt og underligt på mig…som om de kunne mærke, at der var noget i vejen….at jeg ikke var mig selv og det glade ”sludrechatol”, som jeg plejede at være. Jeg begyndte at tænke om mig selv, at jeg ikke var noget værd og derfor følte, at jeg ikke havde lyst til at være her.

I løbet af årerne forud for dette var gået forgæves hos lægen med mit ønske om at få en henvisning til psykolog. Derfor bad jeg min kæreste tage med til lægen og så fik jeg endelig en henvisning. Psykologen fandt hurtigt ud af, at jeg har BPD (borderline personlighedsforstyrrelse).

På dette tidspunkt vidste min familie ingenting, fordi jeg boede langt væk fra dem og så dem så sjældent. Jeg savnede dem meget og valgte i sommeren 2008 at flytte tilbage til Aalborg. Min kæreste fulgte med, men da jeg ikke var den, hun havde forelsket sig i, gik forholdet i stykker. Dette fik mig til for alvor til at føle, at jeg ikke havde nogen værdi og mit ønske om ikke mere at være her blev forstærket. I løbet af 2009 gik det op for min familie, hvor slemt jeg havde det. Her havde jeg mit første selvmordsforsøg, hvilket chokerede dem, men jeg oplevede stor støtte fra dem. Alligevel var mine daglige rutiner præget af opgivenhed, manglende energi, tomhedsfølelse og tristhed. Kort og godt: Depression - oveni min BPD. På et tidspunkt flyttede jeg hjem til mine forældre, fordi jeg var bangefor at være alene. Under en indlæggelse fortalte en sygeplejerske om Kildehuset – det blev en game-changer.

I Kildehuset blev jeg mødt som et menneske med værdi, hvilket jeg ikke selv følte, jeg havde. Hele husets atmosfære og menneskesyn, struktur og inddragelse havde positiv indflydelse på mit humør, som især mine forældre lagde mærke til. Derfor ”sparkede” min mor mig ud af sengen og sagde: ”Afsted med dig”😉. Til trods for klubhusets positive indvirkning på mig og det, at jeg kunne lide at komme, manglede jeg stadig en anerkendelse fra systemet ift. min depressive tilstand. Jeg tog en ny overdosis, blev indlagt igen på et andet hospital, hvor der nu blev lyttet og anerkendt, at jeg havde brug for antidepressiv medicin. NU vendte livet tilbage!! Jeg fik besøg og støtte fra Kildehuset og familien. Det betød alverden og jeg kunne igen mærke glæde – ikke mindst når mine ”kolleger” fra Kildehuset kom forbi. Og da jeg blev udskrevet blev Kildehuset en stor del af min recovery og nu kunne jeg selv mærke, hvad huset betød: Strukturen, noget at stå op til samt det sociale og at jeg fik venner. Der var altid en opgave at give sig i kast med enten med et andet medlem eller en medarbejder. Den støtte betød meget for mig, for jeg havde hverken selvtillid eller selvværd på det tidspunkt. Disse ting voksede langsomt frem igen gennem mit arbejde og tilknytning til huset samt at jeg blev vist tillid ved at deltage i 3 ugers træningsophold i Massachusetts og nogle år efter på en europæisk konference i Amsterdam, hvor jeg skulle fortælle min historie.

Mine håb og drømme for fremtiden er, at jeg kan bevare det mentale overskud, jeg har nu, så mit humør er stabilt, og jeg ikke har de store udsving, som er hårde. Når det alligevel en gang imellem sker, at mit humør dykker, kan min mor straks høre det. Så ber’ hun mig om at tage i Kildehuset og få en snak og nyde atmosfæren, hvor man altid er velkommen og har værdi. Det betyder meget for mig! Og, det betyder også rigtig meget for min mor og min søster. De ved, at jeg har Kildehuset, og de synes, at Kildehuset var den væsentligste grund til, at jeg kom tilbage til livet i 2009 og, at jeg i det hele taget er kommet mig.

Amalie

Da jeg var 15 år, tænkte jeg, at det bare var et spørgsmål om tid, inden jeg vil blive indlagt på psykiatrisk sygehus.

Jeg blev mobbet fra den første dag i skolen og lige til, jeg gik ud af 9. klasse.

Jeg fandt ud af, at jeg ikke var som de andre på 15 år. Jeg sang i kirkekor og skulle synge til gudstjenester og bryllupper. Det med at gå i byen og drikke sig fuld, det interesserede mig ikke. Jeg ville hellere være hjemme og lave lektier. Min store hobby var at synge og lave lektier.

Jeg blev først indlagt i 2004, da jeg var 34 år. Jeg kan huske, at min mor blev meget ked af det. Ellers husker jeg ikke, hvordan min familie reagerede.

Men jeg kan huske, da jeg fik min førtidspension i 2006, da sagde min mor: ”Ja, så blev du ikke til noget, men det havde jeg da heller ikke regnet med.”

Jeg fik også at vide, jeg ikke måtte fortælle nogen, at jeg var på førtidspension og, jeg skulle sige, at jeg arbejdede i et køkken eller i en børnehave.

Heller ikke da jeg flyttede i botilbud i 2007, måtte jeg sige det til nogen. Hun ville have, at jeg skulle sige,at jeg boede i egen lejlighed. Mine mors søskende vidste det godt, men min mor tænkte meget på, hvad hendes naboer ville sige til, hun havde en datter, der ikke kunne noget selv.

Før jeg kom i kontakt med Kildehuset, havde jeg en meget struktureret hverdag, da jeg var i gang med at læse til køkkenassistent.

Jeg var i gang med mit sidste skoleforløb på Erhvervsskolen i Aars. Skoleforløbet bestod af nogle opgaver vi skulle lave enkeltvis. På sidste skoleforløb skulle vi have undervisning i dansk, engelsk og matematik, hvis man kun havde 10. klasse afgangsprøve. Jeg havde en HF eksamen, men jeg skulle alligevel møde op på skolen og lave mine opgaver, hvilket betød, at jeg kom langt foran de andre. Derfor blev jeg mobbet af de andre elever og blev holdt ude af fællesskabet. Akkurat som da jeg gik i folkeskolen.

Jeg bestod min svendeprøve med meget fine karakter. Derefter tog direkte hjem og til egen læge, hvor jeg sagde, at jeg ikke kunne mere og, at jeg gerne ville indlægges. Det blev jeg - samme dag, som jeg havde bestået min svendeprøve.

På psykiatrisk sygehus fandt jeg en folder om Kildehuset og tænkte, det var lige mig. Jeg vidste, at når jeg blev udskrevet, var det vigtigt for mig at have noget at stå op til, da jeg altid har været og holder af at være meget aktiv.

Jeg tog kontakt til Kildehuset og fandt ud af, at det var helt rigtige for mig. Der ville jeg være sammen med ligestillede. Jeg har ikke fortrudt et eneste sekund, at jeg blev medlem af Kildehuset.

Jeg har stadig en meget struktureret hverdag, for det trives jeg bedst med. Kildehuset tror på mig, når jeg selv er i tvivl, om jeg kan klare det.

Det eneste Kildehuset skal støtte mig i er, at mine dage ikke bliver alt for lange og, at jeg ikke kommer hver eneste dag, men det er jeg blevet meget bedre til selv at regulere.

Kildehuset har haft en stor betydning for mig, da Kildehuset er et sted jeg kunne vende tilbage til.

Jeg havde en pause på ca. 10 år, hvor jeg slet ikke havde kontakt til Kildehuset. En ansat, der hvor jeg boede før, foreslog, at jeg skulle tage kontakt til Kildehuset igen, da jeg følte mig klar til at komme ud blandt andre igen. Jeg var lidt afvisende i starten, da hun foreslog det. For efter 10 år kunne de gamle medarbejderere være skiftet ud, og der ville også være kommet mange nye medlemmer til. Men jeg tog mod til mig og kontaktede Kildehuset. Der var ikke meget forandret og jeg faldt hurtigt i snak med de andre medlemmer.

Jeg følte det som om, jeg var vendt hjem igen. Kildehuset er lidt som en ”ny familie” for mig.

Mit forhold til min familie nu er blevet meget anderledes efter, at min mor døde i 2014. Jeg har et godt forhold til min far. Min bror ser jeg ikke så tit, da både min bror og svigerinde arbejder virkelig meget. Mine niecer er voksne nu og har selv en meget aktiv hverdag.

Med hensyn til drømme for fremtiden har jeg ikke nogen. Jeg har besluttet, jeg vil prøve at tage en dag ad gangen.

Jeg vil gerne mange ting, men jeg skal også tænke på, hvad kan jeg holde til. Begynder jeg at drømme om fremtiden, så går jeg i gang med mine drømme her og nu. Derfor prøver jeg ikke at have for mange drømme.

Merete